Vesthimmerlands Kommune
Vesthimmerlands Kommune ligger ved Limfjorden i smørhullet mellem Viborg og Aalborg. En kommune som indeholder dejlig natur med mange muligheder på vand og land til stærke lokalsamfund og byer i udvikling. Det er nemt at komme til Vesthimmerland, og det tager kun en god halv time fra Aalborg med bil. Der er også gode muligheder for offentlig transport til og fra Vesthimmerland.
Der er omkring 36.500 indbyggere i Vesthimmerland, mens der i selve kommunen er 3.500 ansatte, og administrationen er fordelt på fire administrationsbygninger i henholdsvis Farsø, Aalestrup, Løgstør og Aars.
Som kommune arbejder vi hver dag hårdt for at sikre, at vores indbyggere trives og har det godt. Vesthimmerlands Kommune skal nemlig være et godt sted at bo for både børn, unge og voksne.
I Vesthimmerlands Kommune som arbejdsplads er medarbejdernes trivsel og tilfredshed med jobbet fundamental for os. Vi har høj faglighed og leverer kompetent opgaveløsning på baggrund af medindflydelse og medbestemmelse, åben dialog og balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi arbejder med sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse ved at inspirere til en sund livsstil og ved at sikre et godt arbejdsmiljø. Vesthimmerlands Kommune er en røgfri arbejdsplads.